Traditionen tro var der indkaldt til nytårsdyk, denne gang i København. Som vanligt årets sidste dyk, med lidt bobler og kransekage.

Der var rigtigt mange tilmeldte i år, vist nok også det højeste antal hidtil, rigtigt fedt, og efterhånden begyndte folk at ankomme, lettere forsinket, nogen havde dog husket at det plejer at være kl. 10, så de havde ventet en time. Vi havde åbenbart fået lavet det en time senere i år end vi plejer, så der var enighed om at næste år bliver det kl. 10.

Helt utroligt var der ingen der havde glemt noget udstyr, nogen havde dog glemt at lade deres op, men det er jo det man har reserveudstyr til.

Mens alle stod og gjorde sig klar, og pakkede osv. ankom Mam i badedragt, det fremgik åbenbart ikke helt tydeligt af opslaget at det var et NytårsDYK, og ikke en omgang vinterbadning, selvom flere i klubben havde været tæt på lidt tidligere på året med utætte manchetter :-)

Helt vildt sejt, så hoppede Mam i samme sted som vi andre gjorde det i udstyr, og så hurtigt op og få varmen, mon ikke det var årets første nominering for 2017?

Imens gjorde vi andre os klar til det lange hop ned, det er noget af en flyvetur man får, det når at kilde i maven, men fedt, og så var man klar.

Der blev hurtigt dannet et par grupper, en del medlemmer skal lige øve sig på ikke at virvle hele bunden op, ved at ligge i overfladen og svømme med finnerne nede, men i stedet blæse luft i BCD'en og lade den bære én, for det var ikke altid at alle fandt de rigtige på grund af sigten, men vi kom afsted, og mistede hurtigt orienteringen, det er vanskeligt når der er virvlet bund op, og landskabet er helt ens, men altid spændende, og vi fik set lidt forskelligt.

Efter 30-40 minutters dyk, vendte vi tilbage til kajen, det gik fint, og i år brugte vi en lille stige til at komme op, rent luksus.

Så blev der skålet på det nye år, og spist kransekage, der var en Magnum flaske til deling, og det gik vist godt nok, der var ihvertfald nok så det ud til.

Godt nytår til alle, og tak for en hyggelig afslutning på det gamle!